menføining av kræfter, endog den sunde legemlige vekst, er en del av det guddommelige arbeide.
Mens Tolstoi ikke interesserer sig for Gud som „skaper av himmel og jord“ (ikke engang i utviklingslærens nye skapelses-beretning), men alene som godhetsaanden, den etiske selv-utvidelses aand, forherliger derimot Goethe i „Faust“ „det vordende, som evig lever og virker,“
| „das Werdende, das ewig wirkt und lebt“, |
den altid nyskapende guddom (hvorom allerede skotten James Thomson hadde sunget, og den unge Kant skrevet i „Allgemeine Naturgeschichte und Theorie des Himmels“), hvis
| unbegreiflich hohen Werke |
| sind herrlich wie am ersten Tag, |
som det heter i Goethes „Faust“.
Og Henrik Wergeland besynger i „Skabelsen, mennesket og Messias“ verdens guddom som den altid virksomme, rastløs nyskapende verdens-kunstner, hvis høieste lykke og sande liv er at skape nye, altid fuldkomnere verker.
Carlyle, som optar Goetes filosofi og omplanter den i en skotsk-puritansk jordbund, sier (i „Past and Present“), at „arbeide er Gudstjeneste“, Work is worship. Gud er for Carlyle „verdens-arbeideren“, the World-worker. Og vi menneskelige arbeidere er hans medskapere, medarbeidere i det arbeide, som omdanner verden til en kosmos, et guddommelig kunstverk.
Bjørnson har kanske git os det mest sangbare uttryk for den samme verdensanskuelse i hymnen til „det evige foraar i livet“, hvor menneskets høieste glæde er den at være med paa at „øke evighets arv“, og hvor livsfryden bestaar i at ta del i ny-skapelsens foraarsverk:
| yde sin skjærv |
| ind til det eviges hverv |
| liten og svag |
| aande et eneste drag |
| ind af den evige dag. |
