Hos Bjørnson er deltagelsen i verdens-tjenesten opfattet mere individualistisk, mere kunstnerisk selvfølende, selv om han nærmest retter ordene til Sverdrup og tænker sig fremskridtsarbeiderne som kjæmpende sammen i en stor fylking, hvori han selv blot er én av mange. Hoved-forskjellen er dog, at Bjørnson, likesom Wergeland, og som Goethe og Shelley, optar hele kultur-arbeidet, ikke blot det etiske arbeide, i sit begrep om verdens-tjeneste og Guds-tjeneste.
Vi har hos Bjørnson, baade i digtet til Johan Sverdrup og i den store foraars-salme fra 1880, et for alle tider klassisk uttryk for den lyse, verdensglade, vesterlandske fromhet, som er en fortsættelse av den ældre græske religiøsitet, i motsætning til den sen-græske etiske pietisme.
Leo Tolstoi er en storstilet, i sin art enestaaende etisk pietist. For ham er alene godheten, den moralske kraftutfoldelse værdifuld og Guds-aabenbarende. For Bjørnson derimot, som for Goethe og den vesterlandske aands bannerførere, er alt kulturelt fremskridtsarbeide, al levedygtig ny-skapen, en utfoldelse av det guddommelige i vor natur.
Godheten, det etiske, er for digtere som Goethe (i hans bedste stunder) eller for Wergeland og Bjørnson ganske vist en væsentlig side av skaper-arbeidet paa denne jord, det „demiurgiske“ arbeide, som gjør kaos til kosmos. Godheten, den gjensidige hjælpsomhet, er endog den allervigtigste side av skaper-arbeidets fortsættelse, hvori vi er „fremgangsviljens“ medkjæmpere. Men moraliteten er ikke det hele fremskridts-arbeide.
Godhetens vekst er den mest uundværlige del av kultur-arbeidet, da den skaper en voksende harmoni mellem de høieste kræfter paa denne jord, — gjør menneskeheten mere og mere til et samstemmig kor, — mindre kaotisk og mere kosmisk.
Men ogsaa arbeide i videnskap og kunst, næringsliv og politik, ja utviklingen av høiere og høiere selskabelig adspredelse og lek, hører med til den fortsatte skapelses arbeide, og følgelig til utfoldelsen av det guddommelige i vor natur. Saadan er den vesterlandske opfatning. Al harmonisk sam-
