Side:Lauvduskar 1-2.djvu/78

78

So giv han deg Lærdom: han kjenner til alt,
og stødt kjem or Bøker med Grunnar.“

Ja, Gunnar var klok, um han endaa var halt.
Og Gunnar var komen fraa Froland.
Han lærde meg myket og lærde meg alt
um Goliat, Samson og Roland.

„Og Sjoen,“ sa’ Gunnar, „er fælande stor,
so Bandak ein Dam er imot’n.
Og Kongerik’ store her finnst paa vaar Jord,
tenk Rusland og Halland og Toten!

Og langt imot Sud der ei Slett er so vid,
— sosannt som ei Bøkerna ljuge, —
at der du kann sjaa yver Kongerik’ ni,
og Kyrkjor somange som tjuge.

Her heima er smaatt: det er alt som ei Mus
mot fælaste Uksen, som olmar;
for Dyr er aa finna so store som Hus,
og Fiskar so store som Holmar.

Og Mimring var slik, han var større en tri,
og stor som ei Tunna var Hatten.
Seks Alner var Goliat, Nimrod var ni,
og Viderik Værlandson atten.

I Hornet blees Roland, der saarad han laag,
so hardt, at det hustad i Haugom.
Og Mannen, som Mahomet sagde han saag,
var tusund av Mil millom Augom.