50
som fylgde med: „Kom ein annan Gong atter, so skal du faa meir!“
Inkje rettare en dei kunde skyna, so var det berre ein i det Gjeldet, som aatte slik Neve, og det laut vera han Tore Neset. Og alle dei rike Gardmannsgutarne tykte, det var galet, at den Husmannsbukken skulde standa høgst uppe hjaa henne Aaslaug Huseby.
Det sama tykte og gamle Knut, daa han spurde detta, og han meinte og, at var det ingen annan, som kunde tygla han, so skulde han og Sønerne hans freista. Knut foor sakta til aa eldast no, men endaa han var yver dei sekstio, plagad han gjerna taka Broktak med eldste Sonen sin, naar det vardt honom for dauvlegt i Laget.
Uppetter til Husebysetri gjekk det berre ein Veg, og han bar beint igjenom Husebytunet. Næste Laugardagskvelden, daa Tore vilde til Stødls og smaug stilt igjenom Garden, alt lettare paa Foten, daa han kom aat Løda — foor ein Kar radt i Bringa paa honom. „Kvat vil du meg?“ sagde Tore, slog han i Marki, so det song i honom. „Det skal du faa vita“, sagde ein annan bak ved honom med eit Nakkedrag, og det var Broderen. „Her kjem tridje Karen“, sagde gamle Knut og gjekk honom paa Bringa.
Tore vardt sterkare i Faaren; han var mjuk som Vidja og slog, so det sveid; han smatt og smaug; der Slag fall, var han inkje; der det knapt var væntande, høvde han. Han neig og spratt upp; dengd vardt han fulla og det til Gagns, men gamle Knut sagde ofta sidan, at stautare Kar hadde han snaudt voret i Kast med. Dei hildo paa, til dess det flaut Blod; men daa sagde Husebyen: „stopp;“ og dermed leet han dei Ordi ut: „Kann du næste Laugar-
