Hun bøied sig ned og graat, for det skar
saa i øinene alt dette blanke.
Men mødre forstaar hverandre; bedre end andre mennesker, selv om den ene er lykkelig og den anden ulykkelig. Ogsaa den lykkelige mor havde følt den himmelvide forskjel, den gabende kløft mellem denne kvindes liv og hendes eget, følt den slig, at der kom noget i hendes blik, som gav den anden mod. Og før den ulykkelige mor rigtig vidste hvorledes, havde hun faat fortalt alt, om barnet, som skulde døbes, om faderen, som hun aldrig fandt, — hele sorgen og skammen og fattigdommen.
Men nu skulde da den sorgen, at barnet var udøbt, slukkes.
Imorgen var det søndag, og præsten loved at døbe det. Saa var det faddere. Hun eied jo ikke en bekjendt, endsige en ven, saa langt hjemmefra. Saa vilde taarerne komme igjen; men da var det, præstefruen loved hende at bære barnet, og præsten, klokkeren og hans kone vilde være de andre faddere.
Det var, som hun ikke rigtig kunde tro det — saa fine faddere til hendes barn!
Men klokkerkonen tog den lille pige, klædte alle fillerne af hende, vasked hende ren og pynted hende fra top til taa med sine egne barns klæder, saa hun blev saa ren og fin, saa vakker
