Det gøs i hende.
Hun havde hørt saa ofte om slige ulykkelige mødre som hun, som dræbte barnet sit i fortvilelsen — men nei, det kunde nok ikke være saa rigtig fat med de mødrene, naar de kunde dræbe sit eget barn og saa selv leve videre. Det kunde hun aldrig gjøre; men kunde de faa dø sammen, saa, med armene tæt omslynget i døden — — — hun saa ned i dybet.
End om hun hopped nedi, nu — straks — saa slap hun gaa længer og lede efter ham, som hun vel aldrig fandt. Og om hun fandt ham, hvad saa? Hun var blit saa gammel og styg, saa mager og bleg, ingenting igjen uden de brune øinene, som han havde sagt var saa vakre. Stakkar, hun vidste ikke, at ikke engang de var vakre længer. Blikket havde mistet det lyse, tillidsfulde; øinene bare brændte og stak saa uhyggelig, hvad kunde det saa hjælpe, at de var brune!
Slig som tankerne gik; nys havde hun tænkt paa at hoppe i elven baade med sig selv og barnet, og nu tænkte hun paa de brune øinene sine! Herregud, om hun kunde faa ro for alleslags tanker!
Et stykke fra veien nede i bakken laa en underlig, tjærebredd bygning. Kunde det være kirken? saa liden og styg? Var det en kirke.
