Denne siden er ikke korrekturlest
Fra bygd til bygd.
(1892.)
„Hvor sødt et digt i smil de
engle tegne,
Udslettet fluks med skyggen
af en drøm!“
(Wergeland: „Barnets aasyn.“)
engle tegne,
Udslettet fluks med skyggen
af en drøm!“
(Wergeland: „Barnets aasyn.“)
Hun kom træt og tung, strævende opigjennem de lange bakker.
Det var da ogsaa nogen endeløse bakker; hvor bar de hen? Det saa ud til, de rak lige op til himlen. Til himlen — — — aa nei, did bar det nok ikke med hende, og ikke med barnet heller, for det var jo ikke døbt endda, og da vilde ikke Gud ha det, havde man sagt hende. Det var jo alt halvaarsgammelt nu og skulde været døbt for længe siden; men aldrig havde hun havt mod til at gaa ind til nogen præst alene med dette faderløse barn.
Faderen, ja hvor var han? Det var jo det, hun ikke vidste; derfor gik hun og ledte efter ham fra bygd til bygd. Han havde reist fra hende, før barnet blev født, — sagt, han reiste
