skrues paa kisten, — om nogen vil se hende mer, saa faar de komme nu.
Og saa gaar et stille følge bort til gamlemor for sidste gang. Sønner og døtre sender hende et langt blik til afsked; smaabarna kiger halv ræd paa gammel-bæsmors hvide, stille ansigt, og ser spørgende paa far og mor. De, som ikke staar den døde saa nær, beundrer den blanke ligstas fra byen; andre syntes, det havde været vakrere, om de havde lagt hende ned slig, som de brugte før, i brursærken og i svart kjole og skrue-hue paa hodet.
Nu sidder laaget godt paa. Kisten blir prydet med kranser, bundet af lyng fra hendes egen friske skog. Og ud fra ligstuen bæres hun, ud i det blanke solskin, hvor svalerne synger i den vaarblaa luft, — tversover gaarden ind i storstuen, hvor kisten stilles foran bordet med de brændende lys. Herfra skal liget synges ud.
Og efter sørgetalen bæres gamlemor under salmesang ud fra sit gamle hjem.
Gjæsterne faar i en fart en kop kaffe; og saa drager de ud af grinden, et langt, stille følge.
De kjører den lange vei opad de bratte bakker til kirkegaarden.
Der gjemmer de hende bag kirkens tjærebredde væg i ly for nordenvinden.
