med, at de ikke passed bjøllkua godt nok den nat, den skulde kalve, saa kniber hun munden tæt sammen og sukker bare saa stilt, at ingen uden hun selv kan høre det.
Du mener, hun havde vel sine feil hun og? Tys, nævn dem aldrig mere, for nu ligger gamlemor lig.
Og det blev tyst paa den store gaard, da gamlemor slokned. Plogen stansed i akeren, og rokken stod stille i stuen. Tause glider de sørgende forbi hverandre. Tankerne arbeider stilt. De arbeider med at slette ud hvert ondt minde om gamlemor og med at trække frem alle de gode. Med kjærlighedens fine pensel gjør de et drag her og et der, saa minderne blir endda lysere og vakrere, end de var før. Og uden at nogen maner dem frem, kommer de myldrende, yrende, helt fra de allerførste dage.
End hvergang hun tog dem paa armen, naar de var trætte, naar hun trøsted, slig som ingen anden i verden kunde trøste, saa graaten stansed og taarerne blev til latter. End naar hun la fælden varsomt om dem den kolde vinterkvæld og dyssed dem i søvn med den hjemlige lyd af rokkens koselige surr, mens tyrikubberne lyste rødt borti peisen.
Og tankerne blir høitidsstemte: End dengang
