over de runde dvergbjerkers blade, at de titted ind i fuglenes reder og i de smaa hul, hvor mus og lemæn bor, og at de fyldte menneskenes hjerter med festlige tanker — om der var nogen mennesker — Jo, der kommer en ung gut gaaende. Paa ryggen har han en sæk, som knuger ham til jorden og krøger hans unge spænstige krop. Hans kinder er hvidere end maanens skin, hans mund er fortrukket af smerte; for han har syndet og har maattet flygte — og maanen er saa ren og blank, og fjeldvidden saa høitidsstemt og hviskende — — —
Havde det været et drab, saa skulde han nok greiet det og betalt sin bod. Drabsmand, det var ikke videre synd eller skam i de tider; men en tyv, for ham var der sat dødsstraf. Og derfor har han flygtet fra Gudbrandsdalen og op i fjeldene, som fører til Sollien. Han maa til et sted, som ingen kjender; og nu nærmer han sig Sollien, som endnu ligger der i den ubrudte stilhed og sover som Tornerose i den dybe, tætte skog — — —
Og saa graver han dette hul og murer med sten omkring og gjemmer dernede sin stjaalne skat, denne skat, som maanestraalerne lærte ham at foragte hin nat paa fjeldet. Men gjemmes maa den, for de kunde jo komme disse, som var efter ham, og desuden — han blir vel nødt til
