engang maa vel din tur ogsaa komme, mener du? Bedrøvet er jeg over at maatte sige dig, at den vist ikke kommer her i verden. Men til trøst skal du høre min tro: Hinsides graven, hvor solen aldrig gaar ned, ligger en li, tifold fagrere og lysere end rettelien i din hjembygd, en solrig li med duftende løv for alle dem, som uden egen skyld maatte bo i baglien paa jorden. Sikkert tror jeg, at den store dommer deroppe vil mindes, at du ikke var tilregnelig og lade dit elendige, fattigslige liv hernede være straf nok for synderne, du selv begik, og at han ikke vil gaa saa strengt i rette med dig, fordi du ikke kunde smile vakkert og forsonet, naar du aldrig havde noget at smile for.
Indtil du naar hin lyse li, faar du gaa her paa jorden og tulle, du stakkars Tull-Ingeborg! Men prøv ret ofte at se paa baglien din, naar den rødmende af glæde tar imod solens flygtige aftenhilsen — kanske du dog af den kunde lære at smile forsonet, om ikke før, saa i dødens stund, naar jordens sol kysser dig til det sidste godnat.
