sjaler, som hendes søskende i Amerika har sendt hende, men som hun aldrig faar, fordi slægtningerne deres oppe paa Haugen har tat det altsammen. Og naar hun fortæller dette, er det, hun børster og børster som værst nedover stakken, som hverken er rød eller grøn, men fattigslig stutt og graa, og plukker og piller nervøst allesteder. Og saa knytter hun i sinne det vesle tørklæde om det svarte, tafsede haaret og mumler: „Pokker til tørklæ!“
Og har hun begyndt paa denne historien, saa snakker hun sig op i et forrygende sinne over disse folkene paa Haugen. Hun bøier sin vesle tater-svarte krop lidenskabelig mod den, hun snakker med, og hvisker, at væggene hænger fulde af røde kjoler og grønne stakker deroppe paa Haugen, og hendes er det altsammen! Og ikke nok med, at de har tat fra hende dette; men — hver eneste lus, hun har paa sin syndige krop, har de git hende, sendt dem paa tinter[1], faat nogen til at strø dem udover hende!
Fortvilet render hun fra præsten til lensmanden og fra lensmanden til præsten for at klage paa disse folkene. Sommetider gaar hun didop for selv at læse dem teksten; men da hænder det, som næsten er allermest ærgerligt: De tar noksaa blide imod hende og gir hende baade
- ↑ Tinte = flaske.
