den, gaar hun indom i hver gaard, fortæller om, hvor slem faren er, og syner frem mærkerne efter hans slag og spænd. Men blir hun saa trakteret med gloende hed kaffe, saa glemmer hun elendigheden en stund, blir blid og oprømt som efter en oplivendes dram, og begynder at fortælle: De maa nu ikke tro, hun har været saa rent overset i sin ungdom, hun heller. To barn har hun havt, fortæller hun stolt, og den ene af disse er skrædder i Karl-Johans gade i Kristiania! Og naar hun ser, dette gjør indtryk, er det, at en snev af farens opfinderlyst farer i hende. Hun faar finde paa noget om denne sønnen. Og mens hun leder i sin hukommelse efter noget rigtig stort, som hun har hørt gjeti, saa kommer hun ihu Josef og Potifar, som var den øverste over Faraos livvagt, — og sønnen har saamen været noget ved kongens livvagt i Stockholm, før han blev skrædder i Karl-Johans gade! Og saa længe har hun fortalt dette, til hun tror det selv.
Men faar hun ingen kaffe, eller er den, hun faar, grudet og kold, saa kommer en lang sørgelig historie, den samme, som hun fortæller sig selv halvhøit, naar hun graatende og forpjusket farer bortover veien. Farens begavelse er hos hende omgjort til fikse idéer, hans fantasi til taabelige drømme om en „kiste“ med røde kjoler og grønne stakker, med rudede sjaler og stribede
