nikker eller rettere blunker lidt med øinene, naar de hilser.
Men han Semming har rede paa lidt af hvert og ved at belægge sine ord saa nydelig pent.
„Ingen bok er som bibelen, lel,“ siger han fromt til præsten. Men naar en skal sige det, som sandt er, saa er han Semming ingen snil mand, og ikke er det godt at vide, hvad han beundrer i bibelen, hvis det ikke skulde være den gammeltestamentlige myndighed som ægteherre og fader. For det er med Semming som med saa mange andre store mænd, hans private liv holder ikke maal med det offentlige. Spørg bare Tull-Ingeborg.
„Han far er saa hard, saa hard; han blotner aldrig,“ vil hun svare.
Og bed hende fortælle om, da mor hendes døde. Da graater hun, saa taarerne render stride som en bæk nedover kinderne hendes.
„Aa Gud, aa Gud, jeg hugser saa væl den dagen. Hu laag og skreg og bar sig og bøljed som en okse. Men han far gjek ud og ind og sa dem fek vente i længste laget med at hente hu bæsmor i Bretningen. Hu hadde blet forløst før uden hjælp, saa gjek det vel naa au. Men nei, det gjek ikke den gongen. Hu mor døde, hu.“
Og her tar graaten hende slig, at den vesle
