udenad, siger de i bygden; og i almanakken er mange underlige tegn og aspekter at studere og gjøre rede for. Aarsens gang og vækst kan han forudsige, og veir og vind skjønner han saa grant som nogen. Men ikke nok med det. Sandkorn i øiet „ser“ han ud, og vrid fod kan han „gjøre aat“ for lige saa let, som han klinker en sprukken gryde eller sætter et stanset uhrværk igang.
Semming er det rareste rare der i bygden; rent ud en framifraa mand er han. Og det siger de ogsaa til ham tidt og jevnt, naar han imellem tar den lange staven sin, stolprer ned baglien, til han naar elven, som fosser dernede, kryber paa maven over de to tømmerstokkene, som ligger over til bro, og krabber op den bratte bakken til bygden, hvor de bor alle de andre. Saa gløtter han indom nogenhversteds og faar sig lidt arbeide her og der. Ikke for det, han behøver ikke arbeide mere, har penger gjemt baade her og der i strømpefødder; men det er saa rart med det, skillinger er godt at ha; og saa faar han høre det, han allerhelst vil høre, at ingen kan det, han kan.
Møder han saa præsten, saa stanser han blid, tar hatten ærbødig af og blir staaende med den i haanden hele tiden, mens han snakker med „han far“, endda de andre i bygden ikke synes at kjende den skik at ta hatten af, men bare
