andre koger boller, og atter andre stopper pølser, smaagutter spikker pølsepinder — vi driver, som det gjaldt livet, og „kommer vi ikke til Dovrefjeld i kvæld, saa forgaar alverden,“ sa hønen.
„Snille dig, er du ikke fornøiet over at faa al den maden at gi barna dine, da? End de, som ingen mad har at gi barna sine, og du bær dig over, du har for meget?“
„Jo, jo da, jeg synes, det er en umaadelig beroligende tanke, at om jeg skulde dø nu, saa kunde jeg efterlade mine børn ca. 300 pølser og et par hundrede kjødboller — en ganske anstændig morsarv det! Men den gamle slagterkonen, som har været med i slagtningen i mange aar, og som har været med hos alle fruerne her, ryster paa hodet: „Hun er rar denne frua.“ Ragnhild tar strævet aar efter aar uden nogen reflektioner. Blir hun bare tilstrækkelig smurt med varm kaffe, saa gaar det bra. Hun knytter sit røde og hvide lommetørklæde fast om panden, stutter godt op og begraver sig saa i et hav af tarmer og „vommer“, som hun skal gjøre rene. Undres, hvem er far til denne geniale idé, at fylde tarmer og vommer med mad istedetfor det, som var i dem før? Ragnhild reflekterer ikke over det heller, hun; hun gjør sin pligt, faar tarmerne rene og hvide, saa de ser ud som
