gynde igjen? Mere ser ikke vi, for vi rømmer for det rædselsfulde syn; men vi ved, at svaret er det bedøvende slag, som brutalt gjør ende paa alt. Og mens dyret vrider sig i den sidste dødskamp, staar slagteren og et par kjærringer geskjæftige omkring, ængstelige for ikke at opsamle hver draabe af det blod, som for nogle sekunder siden flød i det friske, kraftige dyr. Mad, mad til de graadige mennesker skal det altsammen bli.
„For nogen rovdyr vi mennesker er,“ sa jeg til slagteren, da jeg en stund efter blev kaldt ud for at være tilstede ved ophugningen af kjødet.
„Ja, vi har naa magta vi, da.“
„Vi har saa ja, men en vakker dag kommer her kanske nogen endda større og mægtigere væsener fra en anden klode og behandler os som vi nu dyrene“.
„Værsgod, skal ikke være mig imod,“ svarte han.
„Der gives —,“ begyndte jeg, men holdt pludselig inde. Jeg vilde fortalt ham om vegetarianerne, men blev ræd, at han til svar skulde sluge et stort stykke raat, varmt kjød lige for næsen paa mig; og desuden havde jeg jo selv bestilt ham til at slagte for mig! Da kunde det jo lidet nytte for mig at snakke om vegetaria-
