blikum afslutted han noget pludselig sit foredrag, efter dog først behændig at ha anbragt de velklingende navne Sierra Nevada og Sierra Morena. Forsøgte saa at hoppe ned midt i hodet paa publikum, hvilket heldigvis ikke lykkedes ham helt.
Efter dette intermezzo, som end yderligere havde opfrisket vort humør, gled vi videre og kom ud paa en pynt, hvorfra vi havde den mest storartede udsigt.
Det ene „vinterbillede“ efter det andet traadte frem, omrammet af maanens sølverskjær — — — aha, vi var kommet ind i kunstnernes høstudstilling!
Derinde i byen havde de dekoreret med en gran med tre kongler i toppen og Karlsvognen over. Det hørtes saa morsomt og stilfuldt ud, da vi læste det; men nu? En gran og tre kongler! Her var tusen graner og millioner kongler! Og Karlsvognen? Ja, den var sagtens vor mindste kunst at præstere hver stjernelys kvæld! Og billederne selv? kunde saavist konkurrere med hvilkomhelst malers.
Dette gik jo udmærket. Nu havde vi været baade paa foredrag og kunstudstilling. Landlivet om vinteren var ikke saa værst endda! Var lykken god, kunde vi kanske komme paa koncert ogsaa.
