hvor det med en gang blev saa lyst, som naar lysekronen sænkes i theatret.
Det var jo ogsaa en festsal, vi var kommet ind i. Lyttende skarer af unge trær stod stille og hørte paa en gammel ærværdig gran holde foredrag om vore skoges uforlignelige skjønhed. Ikke var det politik, han foredrog — nei, da havde vi pebet ham ynkelig ud. Men fordi hans foredrag var ungt og friskt som selve skogen, vifted vi med skistavene, mens de unge trær dryssed sin hvide sne som blomster for talerens fødder.
Men det værste var, at nu vilde „Nissen“ ogsaa holde foredrag. Han kløv op paa en stubbe, fægted voldsomt med armene, og begyndte i velvalgte ord at gi et resumé af sine møisommelig erhvervede skolekundskaber. Det summed om ørene paa mig med bibelske, historiske og geografiske navne, saa jeg blev helt forfærdet over al den viden, jeg allerede havde faat proppet ind i hans unge hode. Naturligvis raabte jeg bravo og hurra, saalænge der fandtes veir i mine lunger. Men da han havde begyndt med begyndelsen og truede med at gjennemgaa hele verdensordningen, maatte jeg saa høflig og skaansomt som muligt gjøre ham opmærksom paa, at den største feil, en taler kan ha, er ikke at kunne begrænse sig. Efter denne tilrettevisning af pu-
