ger af profession og heller ikke skrækkes for af og til at forsvinde i afgrundens dyb. Men naar man saa heldig bort til disse fjerntliggende aabodshuse, hvoraf præsten skal vedligeholde den ene halvdel og almuen den anden, forestaar nye prøvelser, idet det i tilfælde af en aabodsforretning vilde være umuligt at se, hvilken halvdel trængte til en restauration, og hvilken ikke. Sneen har nemlig nivelleret det hele og diskret udslettet hvert spor af de forskjellige aabodshuses individualitet og kjendemærke!
Men barneflokken ved at drage nytte af alle sneskavlerne.
De vælger sig hver sin til hus og graver sig et hul, saa stort, at de kan forsvinde der; og naar et vindstød kommer, et af de aller værste, piler de lynsnart som mus ind i hver sit hul. Tversgjennem en vældig fonn graver de tunnelen gjennem St. Gotthard, og lar et jernbanetog af kjælker fare susende gjennem. Overalt graves huler og ganger, indtil hele gaarden tilsidst ser ud som et markspist æble.
Men mor staar og ser paa leken og falder tilslut i staver: Man sige, hvad man vil, om deres hjem, lunt ligger det ialfald til. I grunden ved hun bare ett sted, hvor det vilde ligget endda lunere og mere i ly for veir og vind og feiere, og det er paa toppen af Høgronden. Men da
