familie i lang tid gik omkring og saa ud, som om feierhaandværket var dens egentlige levebrød her i verden.
Men nu er altsaa dette meget længe siden, og sod er der nok af i piben.
Vi render op paa loftet for at iagttage skuespillet, men maa først passere en trappe, som man i farten meget let kunde forveksle med den, som er udhugget op til Galdhøpiggen. Og har vi fuldendt opstigningen, fastholder vi meget let billedet, idet loftet er en fuldstændig fjeldvidde i det smaa, med fonn bagom fonn, spidse og slanke. Og der, mellem sten og ur oppe paa den gamle stenrullen, selve Galdhøpiggen! Hei dette er jo morsomt! Rarere loft end vort findes ikke i hele verden; det skulde da være loftet i „Vildanden“. Er lykken god, kunde vi nok komme til at gaa paa jagt her ogsaa, saasom hare- og rævespor oftere har været fornummet i præstegaardens aabodshuse.
Men op gjennem piben farer varmen som en dommedag og sender en regn af pragtfulde raketter udover husene, bortimod nabogaarden, op til skolehuset, langt tilskogs. Hvinende farer de gjennem luften og slukkes hvislende mod sneen.
Barn, barn, dette kalder de fyrværkeri i byen; se paa, det er storartet!
