plads endnu, trods tre ugers uafladelige storm, selv flagstangen, skjønt den svaier hid og did. Ja, selv den lille opstander til pryd paa tagmønet, som bedstemor allerede for flere aar siden ganske sikkert trodde ved første svage morgenbris vilde falde direkte i hodet paa de uskyldige barn, som leked i præstegaardens ly, staar der lige freidig og vipper. Bravo, gamle kamerat, imorgen kan du trygt debutere paa cirkus som førsterangs akrobat!
Altsaa dette med huse, som blæser ned, og trær, som rykkes op med rode, er bare gammel overtro i lighed med „tre torsdagskvælder i rad“. Noksaa beroligende tanke til næste nat! Den første nat, stormen begyndte at husere, trodde vi nemlig aldeles sikkert, at inden midnat vilde alt, hvad vi eied og havde, vore egne dyrebare legemer indbefattet, slænge fjeldimellem, som bogstavelige avner for vinden.
Nu er den skræk over. Men der er andre farer i storm, f. eks. pibebrand; og midt i stormens hyl høres en anden voldsom dur.
„Pipa gaar“, raabes der.
Piben, som ikke har været feiet siden den franske revolution; men da vil jeg antage, at den bevægelse, som gik gjennem Europa, ogsaa naadde vore høist konservative piber.
Stop, jeg lyver. En gang i vor tid, for flere
Helene Lassen: Skisser fra fjeldbygden. 4
