dem om nordens lande, om sne og is og haarde bartrær, hvis naale stak og saared. Og ordene har faldt i en blød, opofrende liden jomfrubjerks sjæl: Jeg vil reise did op som barmhjertig søster, jeg vil mildne dem savnet af sydens varme, jeg vil vifte om dem med mine bløde blade, jeg vil lade mine lange rakler svaie i vinden, at mit frø kan spredes vidt udover og live op i deres dunkelt grønne skoge!
Og tanken har fænget. Det blev et helt pilegrimstog af blide, barmhjertige søstre, som drog mod norden. Og der har de kjæmpet sig frem, øvet sig i selvfornægtelsens store dyd, aldrig turdet lytte til sangene fra syden, men ihærdig krabbet opover fjeldets haarde sider, indtil de har lært at bli de haardføreste, mest udholdende af alle trær.
Men til løn for sit opofrende arbeide slap de at faa arbeidsdragt og grove arbeidshænder. Skaberen lod dem beholde sit skjære grønne og sin skinnende stamme og lod alle digtere gi dem prisen blandt skogens trær.
Og vor bjerk stammer i lige linje ned fra sin ædle stammor. Den er præstegaardens barmhjertige søster og flinke lille prædikant om ydmyghed, om selvfornægtelse og om mod. Den er det, som har lært os, at det gaar an at plantes om i sne. Det har ikke netop svalerne; for de flygter,
