om fyrstikker i omfang og tørhed, saa indsaa de, at det var bedst at lægge denne havedrøm om gulerødder og erter bort sammen med drømmene om syrener og roser.
Men bjerken staar der altsaa alene, midt paa den grønne plæn, og trodser baade sneen og stormen og kulden. Og elsket blir den med næsten ærbødig kjærlighed af alle i præstegaarden; at røve en kvist fra den betragtes som helligbrøde, for der er ikke flere end denne ene!
Bjerken er det haardføreste træ, som vokser længst tilfjelds, staar det saa tørt i naturhistorien. Men vent lidt, saa skal jeg fortælle det paa en anden maade, for ikke skal nogen faa mig til at tro, at den fine, bløde bjerk af naturen skulde være af et grovere slag end den haarde, stikkende gran eller furu. Naturligvis var det disse robuste, mandhaftige naaletrær, som skulde klatret høiest tilfjelds, og ikke den fine ungmø, bjerken.
Men naaletrærne vilde ikke; og skogen laa der dyster og tung, uden kvindeligt liv og ynde, og lierne sluttet saa braat; intet lyst løvbaand mellem dem og fjeldet, for bjerken bodde i varme, rige lande først. Sikkert var den det fineste, tendreste, mest forkjælede af alle trær engang, født grevinder allesammen. Men saa kom fuglene fra nord paa sine vinterbesøg og fortalte
