deiligere end rosernes dunkle røde, derfor vil vi ikke graate for blomsterne, saalænge du kommer. Men blir du borte, lille svale, da graater vi for dig og for blomsterne og for altsammen!
Men naar svalerne er reist, saa kommer sneen, endnu før den eneste lille bjerk, som staar udenfor præstegaarden, har mistet sine blade. En slank, fin liden bjerk er det, som engang blev plantet midt i en udstukket plæn, som var tænkt til have. En to-tre aar stræver alle præstefruerne med denne haven; men saa opgir de den. Dels var sommeren for kort, og dels leved de i sin ensomhed i et altfor gemytligt samliv med husdyrene. Snart var det hesten, som rulled sig freidig midt i salatsengen, snart var det sauene, som la sig til at ørte midt op i det altsammen. Eller det var hunden, som vilde grave sine bedste ben ned der, hvor netop de smaa blege nemofilaer stræved med at slaa sine lyseblaa øine op, eller en kjælen kalv, som sprang om, hvor den vilde, kneb en fristende brandgul ringblomst, som havde været saa dristig at gjøre sig færdig, før sneen kom, eller hønsene, som ihærdig sparked og plukked paa ligt og uligt og tog sit jordbad i de netop tilsaaede og tilklappede senge. Og naar saa, for at sætte kronen paa al denne elendighed, erterne stod og blomstred tragisk midt i sneen, og gulerødderne mistænkelig minded
Helene Lassen: Skisser fra fjeldbygden. 3
