digere tænkte de paa reisen, den store over havet, den, som mor havde fortalt dem om i de studslige regnveirsdage inde i redet, før de havde lært at bruge sine vinger.
Reisen, ja.
En dag, kort efter den store generalprøve, kommer vi ud og finder det saa underlig stilt i luften.
Aa, de reiste tidlig, tidlig idag, mens vi endnu sov, uden farvel, uden et ord til tak for sig! De kunde da gjerne banket paa ruden til os, eller sunget en liden stump saa høit, at vi havde vaagnet! For vi havde da været saa snille mod dem og ikke en eneste gang skjændt, fordi de i sommerens løb rent havde ødelagt præstegaardens renommé for klare vindusruder!
Men naar jeg tænker paa al den glæde, de har givet os, saa har de nok rigelig betalt sin husleie; det er vi, som blir tak skyldige, og gjerne skal jeg indfri den gjæld: Deilige svale, tak for den korte, men vidunderlige sommerglæde, du skjænker os. Kom igjen og bo om vor lille lysegrønne præstegaard hvert aar, forlad den aldrig, for da blev det ingen sommer her, naar ikke du kom til vederlag for syrenerne og roserne og altsammen, som ikke kan leve i fjeldets korte sommer. Men din sang er mere end syrenernes lillafarvede duft, og dit hvide bryst er
