svarte, tjærebredde huset, som de fattige mennesker deroppe maa nøies med til kirke.
Liden og fortrykt staar den der den kirken, jeg mener, indeklemt mellem fjeldene, ligesom sluppet ned i den bratte li, fordi der ikke var nogen slette at sætte den paa, og lader hver søndag morgen sine smaa bløde klokketoner beskedent klinge udover de faa og spredte gaarde.
Vemodig melodisk lyder klokkernes klang:
Jeg ved nok, jeg er liden og ussel til at være en bolig for den levende Gud.
Jeg skjønner nok, du finder ham lettere oppe paa vidden eller ude i skogen, blandt granernes ranke spir — men kom alligevel! Gud har lovet at bo ogsaa i lave boliger; og vi har gjort, hvad vi kunde, for at du ikke helt skulde savne din egen kirke derude. Vi har hvælvet taget, saa smukt vi forstod det, forsøgt at male himmelens drivende skyer derpaa og ladet smaa englehoder titte ned indimellem Alterkorset malte vi hvidt som viddens sne, og bunden, det hviler imod, blaa som vaarens himmel. Og forat du ikke skulde sidde og længte efter solens rosenrøde flekker, strødde vi blegrøde blommer udover alle væggene. Istedetfor Guds skrift i fjeld og skog har vi trykt hans ord, valgt de vakreste, vi vidste, malt dem med snirklede bogstaver ved indgangsdøren, under prækestolen, over
