saa man kan bede om Vei: Skylden følger en som Hunden.»
I sit gjensidige Forhold lagde Befolkningen i Madagaskars Indland for Dagen en prisværdig Høflighed. Vilde man saaledes komme forbi en, som man indhentede paa Veien, bukkede man, idet man passerede en saadan, og bad: «Maa jeg faa Vei.» Saaledes kunde man ikke forholde sig med Hensyn til Skylden. Her hjalp hverken gode Ord eller Høflighed; thi den vedblev «at følge en som Hunden.»
At Madagasserne troede sig bundne af Skylden og følte, at de stod aldeles magtesløse overfor den, kommer tydelig frem i deres religiøse Overleveringer. «Skylden er som Sveden mellem Skuldrene: den naaes ikke af Hænderne; man maa laane en til at tage den bort.»
Det forekom i enkelte af Madagassernes magiske Handlinger – saaledes i Kjærlighedstrolddom – at man indpodede Pulver af Tryllemidler paa det Sted mellem Skuldrene, «som ikke naaes af Hænderne.» Saadanne Handlinger symboliserede altid det, som laa udenfor den menneskelige Magt at fjerne eller forandre. (Tryllemidler skuredes mod en liden firkantet ru Sten. Det Pulver, som derved fremkom, indpodedes paa forskjellige Dele af Legemet).
Saaledes ogsaa med Skylden. Den kunde Mennesker selv slett ikke borttage. Straffen fulgte Skylden, og den kunde ikke fjernes ved Glemsel.
Madagasserne famlede efter den Sandhed, at «Synden er Lovbrud», 1 Joh. 3, 4, den bestod jo i Forgaaelser mod «det forbudne». Dette i Forbindelse
