Det ulykkelige Offer blev behandlet paa den mest
oprørende Maade. Der puttedes Mose eller Kluder
ind i dets Mund, «for at dets Aand ikke skulde
forlade det», før det blev ofret. Nu toges Skaftet af
et Spyd, som opbevaredes i en Hule til det Brug.
Med Spydet hug man i Offerets Hovedisse, til det
faldt ned. Saa skar man Hovedet af det og satte
dette ved siden af Afguden. En Flek af Offerblodet
sattes saa paa Afguden, paa dens Eier og de faa
andre, som fik være tilstede.
Det var saa, at flere kunde deltage i den Handling, hvorved Offeret udpegedes. Men ved selves Offerhandlingen var kun nogle faa udvalgte tilstede. I det aller sidste var Afgudens Eier alene om det.
Til denne som til alle andre madagassiske Afguder hørte der bestemte Forbud. Blandt disse var der et, som var ret eiendommeligt. Man maatte ikke pudse Næsen i det Væresle, hvor Guden opbevaredes. Hvis den, som overtraadte dette Forbud, var en overordnet af Afgudens Eier, maatte Brøden sones med et Menneskeoffer. Heldigvis var det ikke ret mange, som han betragtede som sine overordnede.
En Kristen, som kjendte godt til disse Forholde, fortalt mig, at da en engelsk Missionær besøgte Afgudens Eier, blev han ført ind i Bedsteværelset, hvor Afguden opbevaredes i de syv smaa Kurver. Under Opholdet kom Missionæren til at pudse Næsen. Derved blev Afguden vanæret. «Det forbudne var overtraadt. Et Barn maatte ofres for at ære den. Kun derved kunde den gjenvinde sin tabte Kraft og Beskytterevne.»
