Side:Lars Vig - Offertanken.djvu/19

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

fælder. Men det var en fast Regel, at der altid maatte være Lighed mellem det Middel, som benyttedes, og det onde, som ved det «skulde borttages.»

Eksempelvis kan det nævnes, at dersom Sikìdien gav det Svar paa et herhen hørende Spørgsmaal: «Bøiet, brudt», da maatte et bøiet eller brudt Mønsaastræ benyttes som Faditra. Svaret gav nemlig tilkjende, at en Stormand i Slegten snart vilde komme til at bøies ved en Sygdom eller brydes ved en nær forestaaende Død. Mønsaasen, der bar Husets Tag, var tillige et Sindbillede paa en Stormand, som «bar Riget», «bar Familien og Slegten». Fik man derimod Svar som disse: «Landsbyen er skaldet», eller: «Landsbyen bliver øde», da maatte der i første Tilfælde tages Jord fra et Sted, som var aldeles blottet for Græs, og i det sidste Tilfælde toges Jord, Græs eller Stykker af Buske i en Landsby, som var øde, ɔ: forladt af sine Beboere, for dermed at gjøre Faditra. Gav Sikìdien tilkjende, at «tre Mennesker dør paa én Dag», saa dræbte man tre Græshopper, hvorved man gjorde Faditra.

At der var Lighed mellem det onde, som skulde fjernes, og det Middel, man brugte dertil, er ikke eget for Faditrahandlinger. Det er et Træk, som er gjennemgaaende i den madagassiske Gudsdyrkelse. Og dette gjaldt ikke bare det onde, som man søgte at besværge, men ogsaa Goder, man vilde opnaa. Dette findes som den ledende Grundtanke i deres Tryllemidler, i Sammensætningen af dem og i deres Dyrkelse.

Man har ment, at den Lighed der var mellem det