derved borttages. Blodflekken kunde ikke naaes af Hænderne. Ligesaa lidt skulde den syge «naaes af Ulykken»: Sygdom, Fattigdom og Død.
Overhovedet betegner alle de her nævnte Blodflekker Delagtigheden i den Befrielse, som Sonofferet antoges at bringe den syge.
Det var Skik ved saadanne Offerhandlinger, at man desuden satte en Blodflek paa den Spade, Skuffel, Kniv, Matte og Kurv, som man havde bragt til Offerstedet. I Offerbønnen blev det udtrykkelig nævnt, at man «gjorde Sonoffer» til disse Gjenstande. Man møder her den samme Tanke, som man ellers merkede inden det madagassiske Hedenskab: Naturgjenstande tillagdes overnaturlige Kræfter, saaledes i Dyrkelsen af Tryllemidlerne, ja de gjordes enddog til étt med Gud, saaledes hellige Stene, hvor man bad og ofrede; ligesaa Spaadomsapparaterne. hos Madagasserne var dette et af de mest primitive Udslag af Animisme; men hvad den her nævnte Offerskik med Blodflekkene angaar, da ledes Tanken hen til Israels Folk, der ved Udgangen af Ægypten strøg Blodet af det slagtede Lam paa Dørstolperne i sine Huse, 2 Mos. 12, 7–13. Ogsaa her som ellers famlede de madagassiske Hedninger efter Soningstanken: «Jeg vil se Blodet og gaa eder forbi.» 2 Mos. 12, 13.
Ikke alle Offerhandlinger for syge foretoges ved Kanten af Grøften. De kunde finde Sted paa den aabne Plads midt inde i Landsbyen eller inde i Huset. Offerdyret kunde foruden Storkvæg ogsaa være Faar, Gjeder, Bukke eller Høns. Tildels føiede man Tryllemidler til Offerdyret, for at «Offeret skulde blive stekt.»
