Side:Lappiske Eventyr og Folkesagn.pdf/98

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
82
Lappiske Eventyr.

til en Lappegamme. Her spurgte man hende, hvem hun var, og hvorfra hun kom. „Aa,“ sagde hnn, „jeg har rømt for at redde Livet. Forældrene mine vilde æde mig op! Vil I ikke være saa snille at tage mig til Vandbærerske?“ (Den simpleste Tjeneste iblandt Lap­perne er at bære Vand). Stallos Datter forblev da hos Lappefamilien, og, da hun var voxen, blev hun gift med Sønnen i Huset. Da Ægteparret havde levet sammen et Par Aar, fik Lappen eller Stallos Svigersøn Lyst til at hilse paa sine Svigerforældre, samt tillige høre efter, om der ikke skulde vanke nogen Medgift. Hustruen søgte vel at raade ham fra et saadant Besøg og sagde: „Du bliver ganske vist opædt, dersom du gaar did!“ Men Manden troede ikke, at Begjærligheden efter Menneskekjød kunde være saa stor hos Stallo. „Jeg har jo Rensdyr,“ sagde Mauden, „jeg skal give dem en Slagteren, saa behøve de ikke at æde os, me­dens den varerl“ „Ja, ja!“ sagde Konen, „du faar vel se, hvordan det gaar!“ Saa flyttede det unge Par med Buskap og Bohave hen til det Sted, hvor Stallo boede. De havde ogsaa med sig et Spædbarn, en Gut, som de havde avlet sammen. Da de naaede frem til Stallos Hjem, bleve de meget venligt modtagne af Svigerfor­ældrene. Lappen gav strax sin Svigerfader en Slagte­ren, saa. at han altsaa ikke manglede Ferskmad. Svi­germoderen syntes ogsaa at være meget glad over deres Ankomst. Hun tog sit Barnebarn ud af Komsen eller den lappiske Vugge, kyssede det og sagde til Datteren: „Kjære, maa jeg faa Lov til at stelle med Barnet, medens I sætte op Teltet?“ Moderen havde just ikke synderlig Lyst til, at Mormor skulde pusle med Barnet, men maatte dog lade hende faa det. Ludak eller Stallokjærringen, Blodsugersken, gik strax