Side:Lappiske Eventyr og Folkesagn.pdf/94

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
78
Lappiske Eventyr.

og lovede til Basse ikke blot Hovedet af Stallo, men ogsaa Kroppen og hans Øxe oven i Kjøbet. Dette Løfte virkede. Stallo faldt og laa stille, medens Lappekjæmpen tog hans Øxe og huggede Hovedet af ham. Men, inden han kunde udføre sit givne Løfte, at bringe Stallos Krop tilligemed Øxen hen til Basse, havde hans hjemmeværende Slægtninger allerede flyttet fra Gammen, eftersom de ikke kunde tro Andet, end at Lappen var bleven overvunden, da han blev saa længe borte.


24. Patto-Poadnje hævner sig paa Stallo.
(Fra sv. Lapmarken. Efter L. Læstadius.)

Der var engang en gammel Lap, som hed Patto-Poadnje, og som havde flere Børn. Nu hændte det sig, at Lappens Børn forsvandt, det ene efter det andet, uden at Lappen Stakkar kunde skjønne, hvor Børnene toge Veien. Endelig kom han alligevel underfund med Sagen. Der var nemlig en Stallo, som boede i Naboskabet, og som havde sat ud Snarer ved en Kilde, bvor Børnene pleiede at have sin Legeplads og more sig. Disse Snarer vare saaledes stillede, at, naar Børnene indvikledes i dem, rullede de ned i Kilden og druknede. Herfra hentede Stallo dem hemmeligt hjem og aad dem op. Nu tænkte P. Poadnje paa at tage Hævn over Stallo for denne grusomme Fremfærd. I den Hensigt tager han paa sig en gammel, udslidt Skindpels og lader, som om han er bleven hængende fast i Stallos Snarer. Da nu Stallo kom for at veide sine Snarer og fik Øie paa gamle P. Poadnje, der laa overende i Kilden, smaalo han godt og sagde:

„Ha, ha, ha, de ets påres Patto pättatalai!”