Der var engang en Fiskerlap, som daglig satte sine Garn ud i en Indsø, beliggende ikke langt fra det Sted, hvor bans Gamme stod. En Morgen fandt han en stor Sten i sin Baad. Lappen, som strax forstod, at det var Stallo, som paa denne Maade foreløbigt vilde prøve hans Styrke, lod, som han blev meget vred over dette Paafund, bandede Stallo, som ban nok vidste var i Nærheden, og kastede Stenen ud igjen af Baaden med følgende Trudsel: „Du forbandede Stallo, havde du været ber, skulde jeg have kastet Stenen midt i Skallen paa dig!” Han lod saaledes, som om han slet ikke var det mindste bange for Stallo. Næste Dag fandt han en større Sten i Baaden. Denne løftede Lappen ogsaa ud med samme Trudsel som Dagen forud. Tredie Dag havde Stallo lagt en saa stor Sten i Baaden, at Lappen med Nød og neppe orkede at vælte den ud. Nu taug Lappen stille, thi han forstod, at det gjaldt Liv eller Død. Da Lappen nu havde trukket sine Garn og kom tilbage til Baadpladsen, stod Stallo der paa Stranden og udfordrede ham til Tvekamp. Lappen var bekjendt for at være en stærk Mand, og saaledes blev der da Nappetag mellem Kjæmperne. Da Lappen mærkede, at han ikke kunde raade med sin Modstander, begyndte ban at gjøre allehaande Løfter til sit Basse eller Afgudsbillede. Men Stallo lovede det Samme eller Noget, der var af samme Værdi, og derfor havde Lappens Løfter ingen Virkning. Til Slutning lovede Stallo Lappens Hoved til Basse. Da faldt Lappen i Knæ. Stallo nænnede ikke at love hele Lappen til Basse, fordi han rimeligvis tænkte at gjøre sig et lækkert Maaltid af Resten. Da sprang Lappen op
Side:Lappiske Eventyr og Folkesagn.pdf/93
Denne siden er korrekturlest
77
Stallo og Fiskerlappen.
32. Stallo og Fiskerlappen.
6*
