dobbelt saa store som Lappernes. Forholdet til Stallo var dog ikke altid fiendtligt. Det kunde hænde, at en af Lappens Sønner indgik Ægteskab med en af Stallos Døtre, eller omvedt. Læstadius fortæller, „at der for ikke lang Tid siden i Jukkasjärvi levede en gammel Lappekvinde, som regnede sine Aner fra Stallo i 24 Led. Regner man 3 Led paa hvert Aarhundrede, saa skulde den Stallo, fra hvem Lappekjærringen troede sig at nedstamme, altsaa have levet omkring Aar 1000 efter Kristus“. Saavel heraf, som af Mangt og Meget i de efterfølgende Fortællinger vil Læseren let skjønne, at disse Stalloer oprindelig ikke have været andet, end gamle Vikinger eller Røvere af norsk eller svensk Herkomst, der have flakket omkring i Finmarken og svensk Lapmarken for at eve af at plyndre iblandt Lapperne. Stallo betyder formodentlig heller ikke Andet end „Staalmanden“, eller den i Jern Klædte, (lap. stalle, Staal). I Lappernes Sagn om Stallo forekommer nemlig Udtrykket ruovdegakte, ɔ: Jernkufte, som Stallo bar paa sig. Man har saaledes tydeligt nok for sig en af de gamle Bersærker med sin Jernsærk eller Brynje. Ogsaa den ædle Helteskik havde Stallo, at, naar han engang var slaaet til Marken af en Lappekjæmpe, saa reiste han sig ikke op igjen, men laa stille, medens Lappen hentede Kniv eller Øke for at gjøre det af med ham. Alt dette, siger L. Læstadius, tyder hen paa gamle Vikingedata, saaledes som det hedder om Atle i Frithjofs Saga:
Det skall ej hinder bringa,
sad Atle, stolt i håg.
Gå du og tag din klinga,
jag ligger som jag låg.
