Side:Lappiske Eventyr og Folkesagn.pdf/90

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
74
Lappiske Eventyr.

Kjæmpende for hinanden, hvor deres Skat laa skjult, og den Seirende beholdt alt den Faldnes Gods. Saadant Sølv, der var erhvervet i Kamp med Stallo, kaldtes Stallo-silba. L. Læstadius fortæller, „at der endnu findes adskilligt af dette Stallo-Sølv hos enkelte Lappefamilier, hos hvem det er gaaet i Arv fra Fader til Søn. Det bestod især i Knapper eller Spænder og Søljer, som Lapperne fæste til sine Bælter. Men Formen paa disse Sølvpjeser var ganske anderledes end Formen paa de Sølvzirater, som nu bruges og tidligere have været brugte af Lapperne.“ I Striden var den den Seirende, som fik den Anden under sig, og havde da Ret til at dræbe den Underliggende. Dette udførtes, for Stallos Vedkommende, i Regelen med hans egen Sølvskaftede Kniv, Sværd eller Øxe; thi andet Vaaben bed ikke gjerne paa ham. Hans Hund maatte man ogsaa passe paa at dræbe; thi fik denne slikke sin Herres Blod, levnede han op igjen. Blev Stallo Seirherre, var han ikke forpligtet til at begrave Lappen. Han kunde enten lade ham ligge eller kaste ham i Vandet. Stallo betingede sig derimod altid, at Lappen skulde begrave ham ordentligt, i Tilfælde af at ban blev overvunden. Den, der havde overvundet en Stallo, fik aldrig Fred, førend han havde overvundet bans to Brødre, eller i det Hele taget tre Stalloer. Men blev alle Tre overvundne, havde han siden aldrig Noget at frygte af Stallo, paa samme Tid som han i disse Kampe naturligvis ogsaa havde erhvervet sig umaadelige Skatte.

Lapperne kunne nævne flere Steder, hvor Tvekampe have staaet, og hvor Stalloer skulle være begravede. Sagnet fortæller ogsaa, at de Menneskeben, man har fundet paa slige Steder, skulle have været