Stallo.
Et noget mere menneskeligt Væsen end Jetanas, var Lappernes Stallo, som dog ogsaa gjerne aad Menneskekjød og var meget farlig at komme ud for. Han beskrives forøvrigt som en stor, stærk og velbevæbnet Mand, som man undertiden stødte paa i Ødemarker og især i store, øde Skove. I Almindelighed var han iført en vid Kufte, med et Sølvbælte om Livet, i hvilket hang en Kniv med Sølvskaft. En hel Del andre Sølvzirater havde han i Regelen ogsaa hængende paa sig, ligesom en stor Pung, fuld af Sølvpenge. Han var altid ledsaget af en Hund, som troligt passede paa, at Ingen overfaldt bam, naar han sov. Men skjønt Stallo var større, stærkere og bedre bevæbnet end de smaa Lapper, lod ban sig dog ofte, paa Grund af sin Dumhed eller Godtroenbed eller Klodsethed, narre af disse, naar nogen af dem tilfældigvis kom i hans Vold. Især var han udsat for at blive narret af de saakaldte Gudnaviručak, Askegravere, smaa Drengebyttinger, svarende til Skandinavernes Askeladder, der i sit Hjem tilbragte den meste Tid med at sidde i Peisen og rode i Asken eller med at spekulere paa at gjøre alle Slags Skjælmsstykker og Løier.
Undertiden hændte det, at en eller anden Lap, der var bekjendt for sin Styrke, udfordrede Stallo til Tvekamp, eller ogsaa selv blev udfordret af en Stallo. I sidste Tilfælde kunde det aldrig nytte at undslaa sig; thi man blev da uden Ophør forfulgt af Stallo og til Slutning myrdet af ham. Før Kampen begyndte, aabenbarede de
