jeg sigtet, men endnu bar jeg ikke faaet det til at gaa af!“ „Kom ind i mit Skib, skal det gaa løst!“ sagde Gutten. Manden saa gjorde, og nu havde Gutten Mandskab nok. Saa drog ban videre og naaede frem til Kongens Dør til om Morgenen og gik til Kongen.
„Naa,“ sagde Kongen, „er Skibet færdigt?“ „Færdigt!“ sagde Gutten. Kongen ud for at se after, og færdigt stod Skibet udenfor Døren. „Faar jeg nu Datter din?“ spurgte Gutten. „Endnu ikke!“ svarede Kongen. „Hvad staar nu paa?“ spurgte Gutten. „Dersom du i Nat kan hente et Guldbæger fra Kongen, min Nabo, og bringe det hid paa mit Bord til imorgen, skal du faa min Datter!“ „Det kan jeg ikke gjøre," sagde Gutten, „det er umuligt; hvorledes skulde jeg paa en Nat kunne naa did og atter komme hid igjen til imorgen tidlig?“ „Ja, se du dertil!“ sagde Kongen. „Faar prøve alligevel da!“ sagde Gutten. Gutten kaldte paa Storskridteren og sagde til ham: „Naa, du Storskræver, har du aldrig i dit Liv før faaet gjøre et Skridt, saa skal du faa det nu! Skridt nu i Vei til Nabokongen! Hent bans Guldbæger og bring det hid til imorgen tidlig!“ Han i Vei. Da Morgenen begyndte at gry, var Storskridteren endnu ikke kommen. „Skyd nu, du Storskytter, i Fodbladet paa Storskridteren,“ sagde Gutten, „at han kan rappe paa sig!“ Storskridteren havde truffet en Jomfru paa Veien og dvælede hos hende. Men, da Skytteren skjød, kom ban igjen ihu sit Ærinde, skridtede i Vei og naaede frem med Guldbægeret, endnu førend det blev rigtigt lys Morgen. Gutten bragte det til Kongen og satte det paa Bordet. „Naa, faar jeg nu Datter din?“ „Ja, nu faar du faa hende da!“ svarede Kongen. Saaholdt de Bryllup, og saa gik jeg min Vei.
