ene var en Jætte, den anden var Fanden selv, men begge to havde de tilsammen bare et Øie. „Se efter, om der er Vagt ved Træet!“ sagde Jætten til Fanden, som bar paa Øiet. „Aa, Pyt,“ sagde Fanden, „vi tager nok Guldbladene for Vagtens Skyld, vi har jo taget dem før som Ingenting!“ „Ja, gaa nu du op i Træet da!“ sagde Jætten. „Nei, gaa du!“ sagde Fanden, jeg skal nok række dig Øiet." Saa klatrede Jætten op i Træet. „Giv mig nu Øiet!“ sagde Jætten. Fanden rakte Øiet op, men i det Samme greb Gutten det og puttede det i Vanten sin. „Giv mig nu Øiet da, for Fanden!“ skreg Jætten igjen. „Nu fik du jo Øiet, din Blindbuk!“ sagde Fanden. Herover blev Jætten saa sindt, at han hoppede lige ned paa Fanden, og saa begyndte de at slaas og sloges saa længe, til de sprak begge to. Saa blev det Morgen, og Gutten gik til Kongen.
„Naa, har du holdt Vagt?“ spurgte Kongen.
„Ja, jeg har,“ sagde Gutten.
Saa sendte Kongen Folk hen for at se efter, og det viste sig da, at det var sandt, som Gutten havde sagt. Træet stod der fuldt af deilige Guldblade.
„Naa, faar jeg nu Datter din?“ spurgte Gutten.
„Endnu ikke!“ svarede Kongen.
„Hvad mere skal jeg da gjøre for at faa hende?“ spurgte Gutten.
„Dersom du kan bygge et Skib paa en Nat og bringe det hid for min Dør, skal du faa min Datter!“
„Det er jo umuligt det,“ sagde Gutten, „hvorledes skulde jeg paa en eneste Nat kunne gjøre et helt Skib og bringe det for din Dør! Faar prøve alligevel!“
Om Aftenen gik Gutten ud i Marken. En Øxe tog ban med sig, og, da han var kommen derud, huggede han den i et Træ og sagde:
