Nu vilde den tredie Søn, som de andre kaldte Ruobba, Skurveskolten, eller Gudnaviruš, Askeladden, ogsaa afsted. Faderen vilde ikke, at han skulde reise, og mente, at han fik det værre andre Steder end hjemme. Men Gutten vilde i Vei, og saa maatte da Far hans lade ham drage afsted. Stor Niste fik han ikke med, bare en liden Smule. Saa tog han Nisteposen i den ene Haand og en stor Vante i den anden, og saa lagde han i Vei. Saa gik han den Tid, han gik, og saa satte han sig ned for at spise. Saa kom der Øxer, og saa kom der Navere, og saa kom der Høvle og alt Slags Værktøi og tiggede om Mad, og Gutten gav dem allesammen af det, han havde. Saa stod han op, drog videre og kom til Kongsgaarden.
„Hvor skal du hen?“ spurgte Kongen.
„I Tjeneste bos hvem, som vil have mig til Dreng!“ svarede Gutten.
„Saa kan du blive Dreng hos mig!“ sagde Kongen.
„Hvori skulde vel jeg kunne tjene dig?“ spurgte Gutten.
„Jeg har et Træ i min Have, hvorpaa der voxer Guldblade,“ sagde Kongen. „Dersom du kan vogte det en eneste Nat, skal du faa min Datter og halve Riget!“
„Faar prøve!“ sagde Gutten. Da det blev Aften, førte de Gutten hen til Træet, og, da han var liden, løftede de ham op paa en af de nederste Grene og lod bam sidde der. Da det blev mørkt, begyndte Guldbladene at voxe. Alt som de voxte, blev Gutten Søvnigere. Alligevel boldt ban sig og sovnede ikke. Bedst som det var, og netop som ban holdt paa at sovne ind, saa hørte han en fæl Dur i Luften. Gutten blev bange, og saa var det forbi med Søvnigheden. Da saa han, at der kom farende to fæle Fanter. Den
