derhen, satte ban sig oed og saa paa, hvorledes Guldbladene voxte op, større og større. Endelig saa vare de næsten udvoxne, men saa kom Søvnen over ham, saa tung, at ban ikke orkede at vaage længer, men sovnede ind. Da han igjen vaagnede, var alle Guldbladene borte. Om Morgenen kom Kongen. „Naa, har du holdt Vagt?“ spurgte Kongen. „Nei,“ sagde Gutten. „Jeg orkede ikke!“ Saa befalede Kongen, at man skulde tage Livet af ham.
Nu vilde den næst ældste Søn drage ud for at faa Tjeneste. Faderen vilde nødig slippe ham afsted, men det hjalp ikke, han lavede sig istand Niste, og saa drog han i Vei. Saa gik han den Tid, han gik, og satte sig ned for at spise. Saa kom Øxer, Høvle, Navere, Knive og alt Slags Værktøi hoppende og tiggede om Mad. Gutten gav dem ikke en eneste Smule, men stod op og drog videre. Om en Stund kom han til Kongsgaarden.
„Hvor skal du ben?“ spurgte Kongen.
„I Tjeneste hos hvem, som vil have mig!“ sagde Gutten.
„Saa kan du faa Tjeneste hos mig!“ sagde Kongen. „Dersom du en eneste Nat kan holde Vagt over et Træ i min Have, hvorpaa der voxer Guldblade, skal du faa min Datter og Halvparten af mit Rige!“
„Faar prøve!“ sagde Gutten. Om Aftenen gik han ud og satte sig ved Træet og saa paa, hvorledes Guldbladene voxte frem. Men, jo større de bleve, des søvnigere blev Gutten, og, da de vare nær paa at blive fuldvoxne, sovnede han ind. Da han igjen vaagnede, var Alting borte. Om Morgenen blev han bragt for Kongen. „Naa, bar du boldt Vagt?“ spurgte Kongen. „Nei, jeg orkede ikke,“ svarede Gutten, og dermed saa lod Kongen ogsaa ham aflive.
