eller Veddrageren, og strax smilede det til ham. Vred var Kongen før, men endnu vredere blev han nu, da han fik vide, at hans Datter havde havt med en slig Fantegut at bestille. Han befalede derfor, at Datteren skulde puttes i en Tønde og kastes i Havet. Tønden blev gjort saaledes, at der var en Bund i Midten og et Rum paa hver Side. I det ene Rum satte de Gutten, og i det andet satte de Datteren. Datteren gav de et Stykke Lever med til Niste, men Gutten fik Ingenting. Tønden blev kastet i Havet og drev omkring for Veir og Vind. Endelig blev Gutten sulten, aabnede Daasen, fik Mad og begyndte at spise. Kongsdatteren hørte, at Gutten spiste, men kunde ikke skjønne, hvor han fik Mad fra, da Kongens Folk ikke havde givet ham det mindste med. Saa blev ogsaa hun hungrig, men var alligevel ikke istand til at spise noget af Leveren. Saa bad hun Gutten om at faa Noget af det, han spiste. „Hvorledes skulde jeg kunne dele med dig,“ sagde Gutten, „selv om jeg havde Mad, saalænge der er en stærk Fjælevæg mellem os? Far din gav dig jo Mad med, kan du ikke spise den? Men — det er det samme, dersom du vil love at blive min Hustru, saa kanske jeg kan hjælpe baade dig og mig!“ sagde Gutten. Kongsdatteren lovede det, og Gutten aabnede Daasen. „Hvad forlanger du?“ „Mad for os begge to!“ sagde Gutten, og dermed var den Nød afhjulpen. Det var nu vel sagtens god Mad, kan En vide, for det var lige dyrt for Daasen, enten den skaffede dyr eller daarlig Kost. Atter tog Gutten frem Daasen og aabnede den. „Hvad forlanger du?“ „En Gaard, saa stor som Kongsgaarden,“ sagde Gutten, „Tjenere og Tjenestepiger, Indbo og Alt, som godt er!“
Saa skulde de til at holde Bryllup. Gutten sendte
