Halvparten. Da Jætten kom efter og saa, at Gutten havde lettet paa Børeii, saa løb ban hurtigt tilbage igjen, raabte paa Kjærringen sin, og saa reiste de i Vei begge to. Da de begyndte at naa ind paa Gutte, kastede denne et Blad bag sig, som ban havde taget af et Træ i Jættens Gaard. Bladet blev til en stor Skov midt imellem Jætten og Gutten, og Skoven var saa tæt og tyk, at Jætten ikke slap igjennem. Saa maatte han løbe tilbage efter Øxen sin. Med Øxen huggede han en Gangsti igjennem Skoven, løb efter Gutten og var igjen nær paa at naa ham. Saa kastede Gutten et Flintestykke, som han havde til at slaa Ild med, og Flintestykket blev til en stor Klippe, saa Jætten maatte tilbage efter Bilen sin. Saa tog ban Storbilen med sig og løb igjen afsted. Med Bilen huggede han en Kløft igjennem Klippen og var igjen nær paa at indhente Gutten. Saa kastede Gutten et Svovlstykke efter sig, og Svovlstykket blev til en stor Indsø, som Jætten ikke kunde omgaa. Saa maatte han tilbage for at hente baade Kjærringen og Datteren, og saa drog de afsted igjen alle tre, Jætten forud, Kjærringen og Datteren efter, saa fort de orkede. Da de kom til Indsøen – Gutten sad paa den anden Side — begyndte de at drikke. De drak, og de drak, og snart var der ikke mere igjen.
„Hold for Endetarmen min!“ sagde Jættekjærringen til Datter sin og forsøgte paa at drikke op Resten. I det Samme kom der en Rævunge frem af en Urd og begyndte at hoppe og danse og bære sig paa saa mange snurrige Maader, at Datteren, som saa paaa Rævungens Lader og Fakter, tilslut hverken kunde holde sig eller Endetarmen længer, men pludselig brød ud i at storle og slap Tarmen. Saa løb alt Vandet ud igjen af Kjærringen, og alle Tre druknede i Indsøen.
