udfritte Jætten, og en Dag, da han var i godt Lune, spurgte hun ham ogsaa om, hvor hans Liv var henne. „Hvorfor spørger du om det?“ svarede Jætten. „Jo,“ mente Konen, „dersom du eller jeg kommer i nogen Slags Nød eller Fare, saa er det jo trøsteligt at vide, at dit Liv er vel forvaret!“ Jætten, som ikke anede Uraad, fortalte nu Konen om sit Liv og sagde: „Ude paa et brændende Hav er der en Ø, paa Øen er der en Tønde, i Tønden en Sau, i Sauen en Høne, i Hønen et Æg, og i det Ægget er mit Liv!“ Næste Dag kom Gutten til sin Moder og spurgte: „Kjære Moder, bar du nu faaet Noget at vide om, hvor Jætten har skjult sit Liv?“ „Ja, min kjære Søn,“ svarede Moderen, „nu har jeg faaet Kundskab om Jættens Liv. Han har fortalt, at hans Liv findes gjemt langt herfra. „Ude paa et brændende Hav er der en Ø, paa Øen er der en Tønde, i Tønden en Sau, i Sauen en Høne, i Hønen et Æg, og i det Ægget er Jættens Liv.“ „Saa maa jeg,“ sagde S0nnen, „leie mig Tjenere, med hvem jeg kan drage ben over det brændende Hav!“ Saa leiede ban en Bjørn og en Ulv og en Høg og en Ymmer[1], og saa drog han afsted. Selv gik han midt ud i Branden og satte sig ind under et Jerntelt, og Høgen og Ymmeren tog han ligeledes til sig ind under Teltet, for at de ikke skulde forbrændes; men Bjørnen og Ulven satte han til at ro. Deraf kommer det, at Bjørnen bar sortbrune Haar, og at Ulven har sortbrune Flekker paa Haarene; thi begge have de gjort en Reise over et brændende Hav, hvis Bølger vare som Ildsluer.
Saa kom de til Øen, hvor Jættens Liv skulde være. Da de vare komne op paa Øen og havde fundet Tønden,
- ↑ En stor Søfugl.
