Kadniha basatam garre, de Underjordiskes eller Bjergfruemes Vaskefad.
Ganander mener, at Finnernes Kalevan pojat, Kalevas Sønner, have været af Jætteslægt. Sædvanlige Mennesker kunne de heller ikke have været, naar en Kalevas Datter kunde tage Hest og Karl tilligemed Plogen i sit Forklæde og spørge sin Moder: „Hvad er dette for en Tordivel, som jeg fandt ude paa Marken, og som holdt paa at rode i Jorden?“ I Størrelse og Styrke maa de saaledes omtrent have været jævngode med Folketroens Jætte, der med Lethed tager en Lap imellem sine Fingre og putter ham i sin Vestelomme.
(Fra Utsjok.)
En Kone havde en Mand, som i syv Aar havde ligget i Krig med en Jætte. Jætten syntes godt om Konen og vilde tage Manden af Dage, for selv at faa Konen til Hustru. Efter syv Aars Forløb lykkedes det endelig Jætten at dræbe Manden. Men Manden og Konen havde en Søn. Da Sønnen voxte til, tænkte han paa, hvorledes han skulde tage Hævn over Jætten, som havde dræbt hans Fader og taget Moderen til Hustru. Men Gutten kunde ikke faa Livet af Jætten. Alt, hvad han gjorde, og Alt, hvad ban forsøgte, det hjalp ikke. Det var akkurat, som om der slet ikke fandtes noget Liv i Jætten.
„Kjære Moder,“ sagde Gutten en Dag, „du har vel ikke faaet Noget at vide om, hvor Jætten har skjult sit Liv?“ Moderen vidste Intet derom, men lovede at
