(Fra sv. Lapmark. Efter L. Læstadius.)
Ligesom Nordmændene og Svenskerne have Fortællinger om et Væsen, som de kalde Trynetyrk eller Hundetyrk, saaledes have ogsaa Lapperne og Finnerne Fortællinger om lignende Væsener. Lapperne kalde disse Uhyrer: Bædnag-njudne, Hunde-Næse, og Finnerne: Koiran-kuonalainen, der har samme Betydning. Disse Uhyrer vare Mennesker, hvis Næse var formet som en Hundenæse, saaledes at de som Hunden kunde veire Mennesker paa langt Hold, og følge Sporet efter dem. De vare ikke blot forfærdeligt store og stygge, men de havde heller ikke mere end et Øie, der sad midt i Panden. Bædnag-njudne spiste Mennesker, og det var følgelig meget farligt at komme ud for ham.
En Lappepige for engang vild og kom til Bædnag-njudnes Bopæl. Manden selv var ikkehjemme. Kjærringen hans derimod var hjemme. Lappepigen var liden, ussel og forfrossen og saa saa bange ud, at Kjærringen syntes det var Synd, at Bædnag-njudne skulde æde hende op, naar han kom hjem. Saa tog hun og skjulte hende under Stakken sin. Da Bædnag-njudne kom hjem, begyndte han strax at veire og snuse og sagde til Kjærringen: „Her lugter Folk!“ Kjærringen foregav forskjellige Ting for at indbilde ham, at det ikke var saa, men, da hun ikke længer turde have Pigen hos sig, slap hun hende uformærket ud og bad hende flygte, saa fort hun kunde. Imidlertid holdt Bædnag-njudne paa at snuse allesteds omkring i Huset. Men, da han ikke fandt Noget, gik han uden-
