skal du faa fersk Fisk til Middag!“ „Det var bra det!“ mente Kjærringen, men, da Manden igjen kom ned til Elvebredden med et Traug til at salte Laxen i, var Laxen væk. Han op igjen til Kjærringen og fortalte, at han ikke mere kunde finde Laxen. „Aa, du er en Tul,“ sagde Kjserringen, „er du nu bleven blind ogsaa?“ Saa gik de begge afsted for at lede efter Laxen, men væk var den, og væk blev den. Næste Dag drog Kjærringen afsted med Manden for at se til Laxestængselet, og, da de havde et lidet Barn, tog de ogsaa det med sig. Nede ved Stranden satte Moderen Barnet fra sig ved den Stenen, hvorfra Laxen var forsvunden Dagen forud. Da de havde sat ud Baaden, gik Kjærringen op igjen for at tage Barnet, men, da hun kom hen til det, hørte hun, at der var Noget, som skramlede i Barnets Skjød. Hun saa nærmere efter og opdagede, at Barnet havde faaet fat i flere blanke Sølvdalere, som det legede med. „Hvor i al Verden bar du faaet dem fra?““ spurgte Moderen. Barnet kunde ikke snakke saameget, at det kunde svare ordentlig, men begyndte at grave i Mulden ved Siden af sig. Moderen skjønte da, at Barnet maatte have fundet dem lige ved Siden af sig, og begyndte at lede efter flere. Saa raabte hun paa Manden, og de væltede om Stenen, hvorpaa Laxen havde ligget, og under den fandt de endnu to Sølvspecier. Om Aftenen, da de havde lagt sig og vare sovnede, syntes de i Drømme, at der kom en gammel Kal ind til dem og takkede, fordi de havde flyttet Gammen. „Fisken din,“ sagde han, „har vi taget, men Betaling har du faaet, og lev nu vel og ' Fred alle dine Dage!“
