Kreaturene eller skjænde paa dem eller slaa dem. Gjør du det, saa forsvinde de. Heller ikke trænge vi at slide og slæbe for Kreaturene vore. Skyldfolket dit S0rger nok for dem!“
Buskapen trivedes, blev talrigere og talrigere, og Alt gik godt. Saa fik de ogsaa Børn og levede lykkeligt og længe, og aldrig manglede nogen Ting.
(Fra Næsseby.)
Der var engang en Mand, som en Vinter boede paa et Sted, hvor han aldrig fik Ro for Goveiterne eller de Underjordiske. Han havde nemlig, uden at vide det, bygget sin Gamme lige over det Sted, hvor de boede. Da Vaaren kom, rev han derfor Gammen ned og satte den op igjen paa et andet Sted, ved Bredden af en Elv. Da han vel var færdig dermed, byggede han sig et Stængsel i Elven for at fange Lax. Dagen efter, at Stængselet var opsat, drog ban afsted igjen for at se til det. Medens han stagede Baaden op igjennem Elven, hørte ban Nogen „joige,“ (synge), paa den anden Side Elven, inde i Skoven, og i Sangen takkede man ham, saavidt han kunde høre, fordi ban havde flyttet Gammen sin. Forresten lagde han ikke synderlig Mærke til Joigingen, da ban troede, at det var en af hans Bekjendte, som gik der og sang. Da han kom til Stængselet, fandt ban en stor Lax i det, og med den i Baaden lod han det gaa nedover igjen med Strømmen til Landingsstedet lige nedenfor Gammen. Laxen lagde han paa en Sten, nede ved Strandbredden. Selv gik han op til Gammen og sagde til Kjærringen: „Idag
