hvorledes dette var gaaet til, men, da han endelig fandt frem til Folk, fik han vide, at han havde været borte et helt Aar.
(Fra Næsseby.)
Der var engang en Mand, som bavde en Søn, og Sønnen havde sit Natteleie for sig selv i en Stue, hvor ingen Andre laa. En Nat, som Gutten laa i Halvsøvne, kom der to Goveiter-Piger ind til ham. De vare iførte hvide Vadmelskufter og havde skarlagenrøde Huer paa Hovedet, smukke Haarbaand omkring „lagjo“ eller Huepullen og brogede Tørklæder med Fryndser baade om Halsen og paa Skuldrene. Men, skjønt de vare klædte som Lappepiger, saa Gutten dog alligevel snart, at det ikke kunde være rigtige Folk, men at det var Groveiter-Piger. Den ene af dem nærmede sig mere og mere henimod Sengen.
„Gaa ikke saa nær, Sødskendebarn,“ sagde den anden, „det kunde gaa dig ilde!“
Men den første gik alligevel endnu nærmere hen til Sengen. Da hun var nær nok, greb Gutten hende over Haandledet og holdt hende fast, medens han med den anden Haand stak hende tilblods med en Knappenaal. Hendes Veninde sprang paa Dør og forsvandt, men hun, som var stukken tilblods, kunde ingen Vei komme.
„Se her, hvad du har gjort!“ sagde hun til Gutten og viste paa Haanden, hvoraf der dryppede Blod.
„Aa, det har ingen Nød!“ mente Gutten og forsøgte at stille hende tilfreds, saa godt han kunde.
