Side:Lappiske Eventyr og Folkesagn.pdf/50

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
34
Lappiske Eventyr.

igjen et Stykke længer borte og raabte til den ældste Broder, som vilde hende vel:

„Kommer du hid igjen i Morgen paa denne Tid, saa skal du ikke angre det!“ Saa gik begge Brødrene hjem. Men næste Aften gik den ældste ned igjen alene og satte sig der, hvor han havde siddet forrige Aften. Han havde ikke siddet laenge, før der kom en Sortræv, og den skjød han. Strax efter kom ogsaa Havfruen op af Havet og satte sig paa samme Sten igjen og raabte til Gutten, at han skulde komme ud til hende. „Du behøver ikke at være bange“, lagde huntil, „jeg skal intet Ondt gjøre dig!“

Gutten vadede ud til Havfruen.

„Sæt dig nu paa Ryggen min,“ sagde Havfruen, „og stik Næse og Mund ind under mit Haar, at da ikke skal kvæles, naar jeg fører dig ned gjennem Havets Dyb til min Faders Bopæl!“ Gutten saa gjorde, Saa dukkede Havfruen med Gutten ned i Havet, og, da de kom ned paa Havbunden, tog hun en Dræg og gav den til Gutten og sagde:

„Naar vi kommer til min Fars Hus, saa vil Far min prøve, hvor stærk du er, men han er blind, og derfor skal du ikke hilse paa ham med Haanden, men du skal raikke frem Dræggen!“

Saa kom de til det Sted, hvor Havfruen boede, og der var ikke Vand, heller ikke var det mørkt der, men det var ligesaa lyst der som oppe i Dagen, og Vandet stod ovenover dem som Taget i et Loft. Da Gutten rakte frem Dræggen og sagde Goddag, greb Havfruens Fader saa haardt i den, at Tinderne bøiede sig hver til sin Kant. Saa gav de Gutten en hel Slump Sølvpenge, og dertil føiede Havfruen selv endnu et stort Guldbæger, som engang havde staaet paa en Konges Bord.